Nyheder
17/10/2025

Nyhed: Nu kan du komme i gruppeterapi online

Muligheden for at komme i terapi efter en opvækst med alkohol- eller stofmisbrug bør ikke afhænge af, hvilken kommune, man bor i. Nu skal nyt koncept gøre hjælpen mere tilgængelig.

18. juli 2024

Flere unge fra misbrugsramte familier skal have adgang til et specialiseret terapiforløb. Det mener vi i TUBA.

Derfor forsøger vi os nu med et nyt koncept. De fysiske terapilokaler skiftes ud med de velkendte Teams-rum, når gruppeterapien rykker online.

” Vi ved, at der er mange unge, som ikke bor i nærheden af en TUBA-afdeling. De har mindst lige så meget brug for hjælpen. Vi vil gerne nå dem der, hvor de er, og derfor forsøger vi os nu med online gruppeterapi,” fortæller Kåre Skarsholm, som er landsleder i TUBA.

Samme terapi i nye rammer

Selvom rammerne bliver noget anderledes, kan de unge se frem til at modtage den samme velkendte og specialiserede terapi, som er brugt og udviklet gennem de 27 år, TUBA har eksisteret.

De nye online-grupper er for unge i alderen 18-24 år, og i TUBA regner man med, at de første grupper kan starte op allerede efter sommerferien. Den første gruppe kommer til at foregå tirsdage i ulige uger i tidsrummet 14:00 – 16:00. Der vil løbende starte nye grupper op efter behov.

TUBA har fysiske afdelinger i 33 af landets kommuner, og hjælper hvert år omkring 3000 unge. Tidligere på året blev det også muligt for unge i alderen 18-24 år at starte i et individuelt terapiforløb online.

Hvordan bliver man en del af de nye online-grupper?

Ønsker man at blive en del af de nye online-grupper, skal man blot sende en mail til tuba@tuba.dk med oplysninger om; alder, bopælskommune, kontaktoplysninger og en kort beskrivelse af ens opvækst. Herefter vil man blive kontaktet af en af TUBAs dygtige terapeuter, og sammen vil I aftale en eventuel opstart.